MFP
Maritim Forvaltning og Policy (MFP) er Farvandsvæsenets myndighedsafdeling. Afdelingen tager sig af myndighedsopgaverne på søterritoriet og er høringspart for andre myndigheders henvendelser. Det er også her, at Farvandsvæsenets aktive policy-skabelse på det maritime område løftes såvel nationalt som internationalt.
CfS
Center for Sejladsinformation (CfS) samler, analyserer og formidler Farvandsvæsenets mange typer data og produkter. Brugernes behov har stor fokus ved udviklingen af nye produkter. Grafisk formidling, herunder brug af geografiske informationssystemer, er en stor del af formidlingsarbejdet. Formidlingen af sejladsinformation tager udgangspunkt i de informationskanaler vores brugere benytter f.eks. hjemmeside, mobilløsninger og trykt materiale.
DS
Direktionssekretariatet (DS) er en lille enhed, der understøtter direktionen og bidrager til at sikre et højt kvalitetsniveau i Farvandsvæsenets arbejde. DS sikrer den tværgående koordination i Farvandsvæsenet på tværs af alle afdelinger og i forhold til eksterne samarbejdspartnere. Der udover løser DS opgaver forbundet med den generelle strategiske udvikling, f.eks. i forbindelse med mål- og resultatstyringen. For at løfte Farvandsvæsenets resultater ud over rampen, har DS også ansvaret for den strategiske kommunikation.
HMD
Hydrografi og Maritime Data er ansvarlig for den koordinerende behandling af hydrografiske, oceanografiske og andre maritime data. Afdelingen indsamler, validerer, kvalitetssikrer og lagrer data. Disse data giver målinger og prognoser til støtte for sejladssikkerheden. Derudover bruges dataene til udarbejdelse af søkort samt til forskning og udvikling. Afdelingen medvirker til koordinering af nationalt og internationalt samarbejde samt dataarkitektur og produktudvikling.
DB
Drift og Beredskab er Farvandsvæsenets største afdeling, og er fordelt over hele landet. Afdelingen står for drift og vedligeholdelse af fyr og bøjer i de danske, grønlandske og færøske farvande, radionavigation, nautisk overvågning samt kystredning. Afdelingen er derudover engageret i internationalt samarbejde omkring afmærkning og radionavigation.
IA
Innovations- og Analyseafdelingen (IA) understøtter den fortsatte udvikling af Farvandsvæsenets produkter og ydelser. Dette gøres gennem innovation, videndeling, strategisk analysevirksomhed, globalisering, professionel projektstyring, samt drift og udvikling af Farvandsvæsenets forretningskritiske IT systemer.
PØS
Afdeling Personale, Økonomi og Service (PØS) sikrer, at Farvandsvæsenet har de fornødne kompetencer, medarbejderressourcer, økonomi- og servicefunktioner.
DanPilot
DanPilot er det statslige lodsvæsen. Lodserne hjælper kaptajnen med navigationen og sikrer på baggrund af sin viden om de danske farvande, at skibet kommer sikkert frem.
Maritim forvaltning
Maritim forvaltning tager sig af myndighedsopgaverne på søterritoriet, der blandt andet dækker afmærkning, vrag, søopmåling og AIS samt udgivelse af nautiske publikationer. Sektionen er også høringspart for andre myndigheders henvendelser om eksempelvis anlæg på søterritoriet, oprensning af sejlløb m.v. Endvidere er ansvaret for produktionen af Farvandsvæsenets nautiske publikationer samles i MFP.
Maritim jura og policy
Maritim jura og policy tager sig af Farvandsvæsenets aktive policy-skabelse på det maritime område såvel nationalt som internationalt, for derved at styrke vores position på det maritime marked og evnen til policy og politiske initiativer.
Data
Datasektionen er Farvandsvæsenets datacenter og –administrator. Her bliver de indsamlede hydrografiske, oceanografiske og andre maritime data kvalitetssikret. Data lagres i samfundsvitale databaser, hvorfra de stilles til rådighed for forsvaret, andre offentlige myndigheder, den marine industri og for samfundet i øvrigt.
Prognoser
Prognosesektionen udvikler og implementerer oceanografiske prognoser og andre produkter til støtte for sejladssikkerheden i de danske farvande. Prognoserne omfatter bl.a. forudsigelse af vandstand, saltholdighed, temperatur, strøm og bølger i de danske farvande.
Validering
Valideringssektionen validerer og optimerer metoder til indsamling af især hydrografiske data.
FCOO
HMD fungerer som Forsvarets Center for Operativ Oceanografi (FCOO). FCOO koordinerer og leverer data og produkter til forsvaret til støtte for bl.a. operations- og øvelsesplanlægning i forsvaret og i NATO.
Søopmåling
Søopmålingssektionen indsamler hydrografiske data (primært dybdedata) i de danske og grønlandske farvande. De indsamlede data kvalitetssikres og lagres bl.a. til brug for udarbejdelse af søkort. Søopmålingsopgaven varetages med særlig udrustede skibe, der med højt teknologisk udstyr indsamler data ikke alene om havdybder, men også om selve havbundens beskaffenhed.
Infrastruktur
Infrastruktursektionen har ansvaret for vedligeholdelse af Farvandsvæsenets samlede bygnings- og anlægsmasse – eksempelvis Farvandsvæsenets hovedkontor ”Søkvæsthuset”, fyr (på land og i havet) og redningsstationerne. Sektionen har også ansvaret for vedligeholdelse af materiel som inspektionsfartøjer, redningsfartøjer og redningskøretøjer, og spiller en vigtig rolle ved anskaffelse af nyt materiel. Sektionen har det overordnede ansvar for driften af radionavigation i Danmark, på Grønland og på Færøerne.
Afmærkning
Afmærkningssektionen etablerer, vedligeholder og overvåger fyr og bøjer og udsender advarsler til skibsfarten. Disse advarsler udsendes eksempelvis, når der kommer meldinger fra de sejlende om fejl på fyr og bøjer. Sektionen driver Farvandsvæsenets to inspektionsfartøjer, I/F Jens Sørensen og I/F Poul Løwenørn, som tager sig af den del vedligeholdelsen, der foregår til søs. I/F Jens Sørensen udfører desuden søopmåling.
Kystredning
Kystredningstjenesten samarbejder med Politiet og Søværnet om at sikre hjælp til nødstedte på havet. Kystredningstjenesten består af 21 redningsstationer langs de danske kyster. Kystredningstjenesten er på 24 timers tilkald året rundt. Typisk afgår første enhed inden for 10 minutter, fra alarmen er modtaget. Der gennemføres ca. 800 redningsaktioner om året.
Forretningsudvikling
Forretningsudvikling (IA-F) arbejder med videreudvikling af Farvandsvæsenets produkter og ydelser. Dette handler om, at fremme innovation og videndeling, både internt i Farvandsvæsenet og i den samlede maritime sektor. Det handler om strategisk analysevirksomhed samt fokusering af Farvandsvæsenets internationale arbejde. Sektionen arbejder for at sikre dansk indflydelse og anerkendelse i den globale maritime sektor.
Projektledelse
Projektledelse (IA-P) sikrer en professionel gennemførelse af Farvandsvæsenets strategiske projekter. Projekterne gennemføres efter den såkaldte PRINCE2-model. Herudover står sektionen for projektadministration og ledelsesinformation om den samlede projektportefølje.
IT
IT (IA-IT) varetager drift og udvikling af Farvandsvæsenets forretningskritiske IT-systemer. Farvandsvæsenets produkter og ydelser er meget afhængige af en velfungerende IT-infrastruktur og afhængigheden forventes større og større i fremtiden. IT-udviklingen er derfor en væsentlig del af strategisk projektarbejde.
Administration og Service
Personaleadministration og Service (PØS-P) består af tre forskellige områder; Betjentfunktion, journalisering og personaleadministration. PØS-P står for den daglige vedligeholdelse af hovedkontoret (Søkvæsthuset), tyverisikring samt indkøb af inventarer og kontorartikler. Betjeningen af Farvandsvæsenets reception og ansvaret for Farvandsvæsenets journaliseringssystem ligger i PØS-P. Rekruttering, overenskomstforhandling, lønforhandling samt registrering af ferie og sygdom løses også af PØS-P.
HR
PØS-HR arbejder med Farvandsvæsenets vigtigste ressource, nemlig medarbejderne. Arbejdsopgaverne omfatter lederudvikling, kompetenceudvikling, personalepolitikker og servicering af HSU m.m. Også kursusadministration, introseminarer, FOKUS-systemet, personalegoder og kompetencefond hører ind under PØS-HR. Sidst, men ikke mindst, tilbyder vores afspændingspædagog massage til ømme skuldre samt vejledning i arbejdsstillinger og bevægelse på arbejdspladsen.
Økonomistyring
Økonomistyring (PØS-Ø) står for Farvandsvæsenets styring af budget og regnskab. Her bliver finanslovens bevillinger til Farvandsvæsen og Lodsvæsen udformet og fulgt op. Regnskabsdelene af årsrapporten bliver også udformet her. PØS-Ø har endvidere det overordnede ansvar for at koordinere økonomistyringsprocesserne i Farvandsvæsenet (planlægning af anlæg, måneds- og kvartalsopfølgning på økonomien mv.).
Indkøb og udbud
Indkøb og udbud (PØS-I) rådgiver og udfører indkøb i Farvandsvæsenet. Sektionen rådgiver og vejleder om alle former for aftaler, og andet der relaterer til indkøb, fakturahåndtering, betalinger og andre økonomiske opgaver. Derudover administrer sektionen Farvandsvæsenets bygninger.
Løn
Lønsektionen (PØS-L) udbetaler løn og variable ydelser og løser opgaver i forbindelse med regnskabsaflæggelse – herunder beregning af skyldig feriepenge og lønsatsberegninger. Derudover beregner lønsektionen bolig- og varmebidrag for tjeneste- og lejeboliger.